Facilitering i lyset af selvbestemmelsesteorien

Der er tre psykologiske behov som, når opfyldt, skaber trivsel hos mennesker

Af Ib Ravn. Lektor DPU/Aarhus Universitet og partner i FLOK.

 

Facilitering kan ud fra SDT forstås som dækning af en forsamlet gruppe menneskers psykologiske behov for autonomi, kompetence og samhørighed. Når facilitering lykkes, er det fordi facilitator skaber rammer, hvor deltagerne sætter sig i førersædet og udretter noget vigtigt sammen.

Facilitering er overvejende en praktisk disciplin, der er udviklet af praktikere. Den er ikke født med nogen omfattende teori bag sig, der kan forklare hvorfor det fungerer at facilitere (når det gør det) eller hvordan man faciliterer godt eller hensigtsmæssigt. Man kan facilitere med forskellige vinklinger – systemisk, anerkendende, narrativt, socialkonstruktionistisk osv. – og det er alt sammen udmærket.

Lad os her se på facilitering med briller fra selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT, Ryan & Deci; 2017), som jeg netop har skrevet en bog om (Ravn, 2021). SDT er en psykologisk teori om menneskers udvikling, trivsel og motivation. Gennem omfattende forskning har Deci og Ryan påvist, at hvis man forsøger at motivere mennesker med belønninger og andre ”ekstrinsiske” (ydre) incitamenter, vil man underminere personernes ”intrinsiske” (indre) motivation. Det er sværere at fatte interesse for noget og opleve dybfølt engagement, hvis man oplever at blive presset frem af belønninger.

Tre psykologiske behov

SDT forklarer det med, at alle mennesker har behov for ikke at blive presset eller kontrolleret. Alle har behov for ejerskab til deres egne handlinger. Vi har brug for at gøre ting, vi kan stå inde for, og vi har brug for at kunne vælge mellem relevante valgmuligheder. Vi har et behov for autonomi, sammenfattes det i SDT.

Tilsvarende har vi behov for at kunne handle kvalificeret på denne autonomi, vor at mestre livets udfordringer og udrette noget i verden – et behov for kompetence. Endelig er der et fællesmenneskeligt behov for samhørighed – for fællesskab, venskab, omsorg og kærlighed.

Når disse tre psykologiske behov – for autonomi, kompetence og samhørighed – dækkes godt, oplever mennesker trivsel. Vi trives, når vi oplever ejerskab, mestring og fællesskab. Når vi trives, i familien, i skolen, på arbejdet, i samfundet, gider vi godt gøre det, man gør her. Så er vi motiverede. Ifølge SDT er behovsdækning således kongevejen til motivation. Sådan kan facilitatorer forstå sig selv: som en der bidrager til, at en forsamlet gruppe menneskers får dækket deres tre psykologiske behov.

Facilitator støtter autonomi

SDT skitserer en lang række måder, hvorpå man som forældre, lærere, ledere, sundhedsprofessionelle osv. kan skabe en kontekst, inden for hvilket deltagerne kan dække deres behov. Behovet for autonomi støttes ved at man tager de andres perspektiv, anerkender deres følelser og eventuelle modstand, giver begrundelser for det der skal gøres, giver information og valgmuligheder, støtter deres egne initiativer og undgår kontrollerende sprogbrug. Disse teknikker er der forsket i (oversigt i Ravn, 2021, kap. 11), og man kan selv tilføje egne erfaringer med en anerkendende og respektfuld tilgang – det støtter alt sammen andre menneskers autonomi og ejerskab.

Det er oplagt at en facilitator behandler deltagerne i lokalet på denne måde. Facilitator anmoder respektfuldt deltagerne om at gøre dette og hint, guider og vejleder samtalen på en måde så deltagerne tager ansvar og ejer samtalen og de resultater, der skabes undervejs – det er deltagernes, ikke facilitators. Samtaler faciliteres, så alle i lokalet oplever de kan være sig selv og komme autentisk til stede og har en stemme og bliver hørt. Alt sammen godt for deres autonomi.

Strukturering er støtte af kompetence

Kompetencebehovet påviser SDT-forskerne, at man kan støtte gennem stilladsering af opgaven og strukturering af det læringsrum, deltagerne befinder sig i. Er der en plan og en fremgangsmåde, som udfordrer deltagerne i passende omfang, vil de opleve at de bringer deres evner og talenter i spil og udretter ting, de vil skabe i verden.

Denne rammesætning og vej fremad gennem drøftelser er i høj grad facilitators bidrag. De opgaver, der i facilitators fravær ville synes vanskelige, er nu overkommelige og kan udføres. De er lette (latin: facilis). Facilitator inviterer alle til at være med til samarbejdet og hjælper deltagerne med at bidrage med mest kvalificerede de har, sådan at forsamlingen yder deres bedste. Ikke alene den enkeltes kompetence understøttes, men også hele gruppens eller forsamlingens resultatskabelse understøttes.

Facilitering af fællesskab

Samhørighedsbehovet har SDT-forskerne desværre ikke viet så meget opmærksomhed, men de påpeger da, at involvering og varme fra en lærers, leders eller træners side er vigtig. Gennem opmærksom og inkluderende interesse skabes der tryghed i rummet, og SDT har – helt elementært for danske forhold – påvist, at teamarbejde uden konkurrencepres og os-dem-jargon fremmer samhørigheden i en gruppe eller en organisation.

Netop i fremme af samhørighed synes en facilitator at være godt placeret, fordi man i denne rolle kan igangsætte samtaler og processer, der lægger bedre op til fællesskab og inddragelse end nogle af de traditionelle møde og forsamlingsritualer i dansk kultur.

For eksempel var hensigten med en bordrunde oprindeligt at inkludere alle, men ”dødsrunden” eller ”dræberrunden”, som den kaldes rundt omkring, er ofte så lang og kedelig, at den snarere hægter folk af. Facilitator kan i stedet bede deltagerne om at tale parvist sammen med tre kolleger på skift, stående på gulvet i fem minutter pr. par, hvor de hver fortæller om en ting på arbejdet, de er lykkedes godt med i den forgangne måned. Makkeren skal så kvittere med en sætning – ”Hvad synes jeg var interessant eller inspirerende i det, der gik godt for dig?” Sådan en proces (kaldet ”Historier med kvittering”) skaber sandsynligvis langt mere samhørighed i en gruppe kolleger end en runde.

Facilitering af behovsdækning motiverer

Således kan en facilitator forstå sin facilitering som en kanalisering af gruppens energi, der skal bidrage til at deltagerne i fællesskab sætter sig frem i bussen og uden svinkeærinder kører de rigtige steder hen. Når deltagerne oplever at tingene fungerer godt, motiveres de også: De gider godt, de synes det er vigtigt, spændende og relevant for andre, dét de er i gang med. En facilitator har aldrig motiveret med pisk eller gulerod; det er forbeholdt autoritære ledere.

Med SDT’s perspektiv motiverer en facilitator deltagerne til at levere dét gode, de kommer ind til mødet med – fordi deltagerne oplever at det er trygt, givende og dejligt produktivt at være sammen under denne form for behovsdækkende facilitering.

 

 

 

Ravn, I. (2021). Selvbestemmelsesteorien. Motivation, psykologiske behov og sociale kontekster. Hans Reitzel. 424 s. 350 kr. Køb bogen her.

Ryan, R. M., og Deci, E. L. (2017). Self-determination theory: Basic psychological needs in motivation, development, and wellness. New York: Guilford Press.

Læs mere om SDT på Ib Ravns blog (læs fx opslagene nedefra)

Mange flere tekster om SDT her.

ravn@flok.dk / flok@flok.dk