Boguddrag: At bede deltagerne gøre noget, ikke føle eller synes noget

Læs uddraget fra Ib Ravns kommende bog ‘Den faciliterende underviser’

En facilitator opererer med en skelnen mellem på den ene side handlinger, dvs. det man gør, og på den anden side holdninger, værdier eller følelser. Man kan nemlig godt bede andre om at gøre noget, fx hilse på en person nærved, som de ikke har hilst på endnu, men man kan ikke bede dem om at føle noget bestemt eller have en bestemt holdning eller sindsstemning: ”Må jeg bede jer være oprigtigt interesseret i jeres nye sidekammerat!” Nej, vel?

Det er derfor, mange danskere krummer tæer, når en amerikansk workshopleder overstadigt udbryder ”Group hug, group hug!” For det at give andre et knus er ikke bare en emotionelt neutral adfærd, man kan præstere over for hvem som helst, som at række hånden frem. I Danmark giver man normalt kun kram til dem, man kender og har det godt med (her ser jeg bort den generalisering af krammet, der sporedes op til coronaårene: I visse kredse ansås det efterhånden for uvenligt ikke at give et kram til goddag og afsked, også til næsten-fremmede). At indkalde til gruppekram er i de fleste danske tilfælde ikke at facilitere, men at overskride grænser. En god facilitator hjælper folk med at komme over de tærskler, de gerne vil over, men skubber dem ikke over dem, de foretrækker at respektere.

Beder man ubetænksomt deltagerne om at føle eller synes noget bestemt, kan de helt legitimt opleve det som indblanding i deres følelsesliv og personlige værdier: ”Det skal jeg nok selv afgøre!” For eksempel: ”På denne uddannelse forventes det, at man engagerer sig i undervisningen!” eller ”Hvis I vil forebygge konflikter i studiegruppen, er det en god ide at acceptere hinandens forskelligheder.” Her ville en sund reaktion fra deltagerne være, ”Nej tak! Det skal du ikke blande dig i!”

Så må man se nøjere på sine anmodninger. Det første eksempel med engagementet er oplagt, for en del studerende vil forhåbentlig tænke: ”Okay, hvis vi skal engagere os her, så må du hellere sørge for at gøre undervisningen så interessant og relevant, at vi får lyst til at engagere os. Engagement er ikke noget man kan ville frem, véd du!” Opfordringen til at engagere sig er i bedste fald overflødig, i værste kontraproduktiv.

Det andet eksempel: Hvad kan man gøre for at forebygge konflikter i studiegruppen, hvis man ikke kan bede deltagerne om at acceptere hinandens forskelligheder? Ja, man kan bede om handlinger, der – hvis alt går vel – fører til accept. Man kan fx anmode gruppen om at tage en runde på deres første møde, hvor alle besvarer spørgsmålet: ”Hvis I senere oplever, at jeg ikke lever op til mine forpligtelser i gruppen, kan det være fordi jeg har disse to-tre udfordringer på hjemmefronten.” Nogle deltagere vil sige ”Jeg er B-menneske og har svært ved at være særlig frisk, hvis vi en dag skal mødes kl. 9” og andre vil have alvorligere udfordringer ”Min mor har det rigtigt dårligt for tiden, så jeg må sommetider rive et par dage ud af kalenderen for at være sammen med hende.” Handlingen ”Fortæl om dine udfordringer i en runde” vil forhåbentligt føre til større accept af forskellige standarder på deadlines osv. senere i studiegruppen.

Dette link fra handling til følelser kender vi fra hverdagen. Taber en ældre dame sin pose med morgenbrød på gulvet, mens man står ved siden af med et barn på armen og et større i hånden, vil man måske uvilkårligt pege på posen, så det store barn fanger ideen. Han bukker sig ned efter den og giver den til damen. Damen smiler glad og takker barnet; en positiv følelse er skabt, selv om hverken far eller barn som udgangspunkt følte noget særligt. Facilitator kan spille samme rolle: anmode om handlinger og interaktioner, som enhver deltager kan få sig selv til at levere, og som forhåbentligt vil generere positive reaktioner eller varme følelser hos andre.

Den dybere mekanik er naturligvis, at vores handlinger i vid udstrækning er under viljens kontrol, men det er vores følelser, værdier og holdninger ikke. Man kan som underviser beslutte sig for at byde samtlige kursister velkommen, række dem hånden og bede om deres navne – men man kan ikke beslutte sig for at holde af dem eller synes de er superinteressante. Erkender man dog dialektikken mellem handlinger og følelser/værdier/holdninger, vil man, idet undervisningen påbegyndes, vælge handlinger, der har god sandsynlighed for at skabe den tryghed, tillid og åndelige tilstedeværelse, som man ønsker sig. I sådan et klima er det mere sandsynligt, at underviser vil komme til at holde af deltagerne og finde dem interessante, end hvis man holder sig for sig selv oppe ved katederet i minutterne før timen starter. Gør man ting, der tjener til at skubbe stemningen i den rigtige retning, får man gødet jorden for læring og videnudvikling. Hvad det er for nogle ting, handler kapitel 3 og 4 om.

Repræsenterer denne facilitering af menneskers handlinger ikke en gevaldig magtudøvelse? Jo, i den grad, og facilitators magt uddyber jeg i afsnit 4.l. Her kan vi nøjes med at sige: Der er magt i alle relationer mellem mennesker, og særligt mellem underviser/facilitator og deltagere. Udfordringen er ikke at afskaffe den, men at forvalte den ordentligt, dvs. så vidt muligt til alle relevante interessenters bedste.