Læs og hør med, når Ib Ravn medvirker i Brinkmanns briks
Psykolog Svend Brinkmann har inviteret Ib Ravn i studiet for at tale om, hvordan man egentlig motiverer andre mennesker. I episoden fortæller Ib om, hvordan selvbestemmelse, motivation og klare rammer fint kan gå hånd i hånd.
Er selvbestemmelse det samme som frihed? I selvbestemmelsesteorien taler man om autonomi som et grundlæggende psykologisk behov, men betyder det, at man for at opleve sig selv som selvbestemmende skal være absolut fri?
Autonomi er evnen til at vælge handlinger, man kan stå inde for. Handlinger der udtrykker ens dybe værdier, ens hele selv. Frihed er derimod fraværet af ydre begrænsninger på adfærd. Jo flere ting, man kan gøre, jo mere fri er man.
Man kan glimrende være autonom, når man retter sig efter en anmodning udefra. En politibetjent vinker én ind til siden og beder en vende om. Der er sket en ulykke længere fremme. Man gør det gerne – og er stadig autonom. Fordi man synes, det er fornuftigt at gøre sådan. Man vil gerne opføre sig solidarisk ved trafikulykker.
Sætter færdselsoven grænser for din FRIHED? Ja, det gør den jo. Du må ikke køre i venstre side af vejen. Men det behøver ikke begrænse din AUTONOMI – hvis du godtager den regel og finder den fornuftig.
Sondringen mellem frihed og autonomi er særdeles relevant i Danmark. Her har vi med blød venstreorientering fra 1970’erne og fremefter – især i skole, pædagogik og uddannelse – satset på det frigørende, kritiske og selvstændige.
Danske pædagoger og undervisere bryder sig ikke meget om autoriteter og vil typisk heller ikke være det. Det antiautoritære fra 1960’ernes ungdomsoprør lever, frihedstrangen er stor. Vi kan selv. Børnene og de unge kan selv.
Det har været en fantastisk kulturrevolution. Sæt ti danskere i en rundkreds og de byder alle ind og tager ansvar. De taler gerne lederen, lærere eller autoriteten imod og kommer med nye ideer. Gør rumænere og sydkoreanere det? Nej, slet ikke i samme grad.
Men måske skulle vi have satset på autonomi i stedet for frihed. Autonomi er nemlig forenelig med rammer og struktur, hvad frihed ikke er. Man er autonom, når man villigt accepterer bordplanen og sætter sig ved sit bordkort, som jeg taler med Brinkmann om.
Den ramme synes jeg er i orden, for den tager et valg for mig, som jeg ikke er meget for at tage: fx vælge min ægtefælle fra (nænner jeg det?) og finde et “godt” sted at sidde, pyha, hvor er det? Tak, siger jeg til den struktur, som sædvanen byder mig at acceptere: De færreste bytter om på bordkortene eller nægter at følge værtens anvisninger. Værten bestemmer; det er vi med på.
Den slags rammer skal vi gen(op)finde – i samfundet generelt. Dér hvor en vært, facilitator, lærer, koordinator eller leder tager den gode myndighed på sig og med fast og venlig hånd inviterer ind i en struktur, som mennesker kan leve og ånde i – og derfor trives i. Det giver autonomi.
I det perspektiv fremstår frihed som fravær af strukturer og rammer. Det HAR vi prøvet, vi danskere. Lad os i stedet prøve med autonomi OG struktur, på samme tid.